Quantum Health Scandinavia

af Gunver Juul

Biologisk Medicin eller Biomedicin er fællesbetegnelsen for en række alternative diagnose- og terapiformer, som alle udgår fra et holistisk menneskesyn, og som tilsammen udgør en helhed. Det vigtige princip er at styrke organismens egne funktioner og at bygge immunsystemet op, således at mennesket er i stand til selv at bekæmpe og forsvare sig mod infektioner og kompensere for slitage.  Samtidigt arbejdes der på at balancere overaktive dele af forsvaret hos mennesker, der lider af allergier og autoimmune sygdomme.

Biomedicinen betragter mennesket som en bio-fysisk-psyko-socio-energetisk enhed, og vi mener, at ingen behandling er helt rigtig, medmindre den tager hensyn til alle dele af denne helhed. Sygdom, eller i biomedicinens terminologi: dysfunktioner eller ubalancer, ses som resultat af en samlet sum af belastninger. Genoprettelsen af homøostasen (ligevægten) må ske dels ved regeneration af funktionerne og dels ved fjernelse eller udligning af belastningerne.

Synet på sygdom og sundhed

Indenfor biomedicinen betragter vi altså sygdom som organismens respons på de såkaldt antihomøostatiske faktorer (d.v.s. alle de påvirkninger, der fremkalder ubalance i kroppens og psykens funktioner).  Når disse belastninger overskrider vores regulationskapacitet (d.v.s. evnen til at genskabe harmoni efter negativ påvirkning), bliver vi ”syge”, hvilket igen vil sige, at vi mærker, at vi er blevet udsat for uharmonisk påvirkning, og at det ikke umiddelbart kan korrigeres af organismen selv.

Da hvert menneskes evne til at føre organismen tilbage til harmoni er forskellig fra alle andres, og eftersom alle mennesker er underlagt forskellige grader og typer af belastninger, bliver vi ikke syge af samme årsager, og derfor skal vi heller ikke behandles ens, omend vore symptomer kan ligne hinanden.

De anti-homøostatiske faktorer:

A.  Fysiske mangler eller belastninger:  Mangel på frisk luft, sol og motion

B.  Kemiske faktorer: Her regnes med to undergrupper: forgiftninger og mangler

C.  Mikro-biologiske faktorer:

Omfatter infektioner af svampe, protozoer, bakterier og vira m.fl.  d.v.s. alle patogene (: skadelige, sygdomsfremkaldende) mikrober. Disse kan inddeles i: a) pådragede ved smitte og b) genetisk nedarvede mikrober i svækket form. 

Af andre medfødte faktoere kan nævnes pådragede skavanker under fostertilstanden, f.eks. smitte, forgiftninger fra medicin og stimulanser, samt arvelige dispositioner (tendens til hjertesvækkelse, diabetes, rheumatisme, depressioner o.m.a.)

D.  Mentale faktorer

Omfatter miljøpåvirkning i videst tænkeligt omfang, fra hjem til skole, omgangskreds og arbejdssted.  Endvidere tænkes der her på psykiske dispositioner og deres sammenhæng med indflydelse fra tidligere erfaringer og oplevelser.

Stress er en faktor, der hører hjemme her, og som forskningen har påvist som værende en væsentlig sygdomskilde, måske den vigtigste overhovedet i det moderne vestlige samfund.

Stress intervenerer i den feed-back funktion, der hele tiden foregår mellem det vegetative nervesystem, hormon- og immunsystemet, og som styrer resten af organismen og psyken. Deepak Chopra’s udsagn ”stress is the number one killer” er desværre kun blevet mere sandt, efterhånden som forskningen skrider frem.

E.  De spirituelle faktorer:

Disse omfatter menneskets åndelige eller religiøse aspekter.  For nogle patienter er det et vigtigt element i deres liv, og derfor også i deres sygdoms- og sundhedstilstand, og for nogle terapeuter er det naturligt at regne med et karmisk aspekt i den akutte eller kroniske ubalance hos patienten.

Den biomedicinske og homotoksikologiske degenerationsproces:

Fase 1: Regulation er den fase, hvor organismen er i stand til at tilbageregulere sine funktioner til Homøostasen – efter en påvirkning af stress, forurening, infektioner etc., der momentvist har forstyrret balancen i kroppen.

Fase 2: Dysfunktion er den tilstand, hvor kroppen foretager en opprioritering af visse ekskretions- funktioner for mest effektivt at imødegå et angreb (f.eks. ved en forkølelse eller en akut maveinfektion). Der er altså tale om en hensigtsmæssig overfunktion, der har til formål hurtigst muligt at udrense ”fjenden”.

Fase 3: Akut Dysbiose betegner en voldsommere kamp mellem infektion og forsvarssystem (f.eks. ved influenza, akut bihulebetændelse, blærebetændelse).  I denne aktive kamp mobiliserer organismen de adækvate dele af immunsystemet i en konkret forsvars- og afgiftningsproces. Temperaturen øges, al den stund de fleste bakterier ikke kan formere sig i febertilstanden (der således er positiv og ikke bør slås ned, med mindre tilstanden bliver livstruende). Tager vi alligevel antibiotika, er vi parate til at stige i sygdomsgrad til…

Fase 4: Kronisk Dysbiose. Kroppen lever nu med en forstyrret symbiose, dels på grund af den omtalte indkapslede latente betændelsestilstand, og dels forårsaget af den ødelæggelse af den symbiontiske mikroflora, som antibiotika har medført. Organismen er nu dårligere stillet overfor alle former for angreb udefra, og den udtrættes af den stadige, latente ”skyttegravskrig” mod de kroniske betændelser, som specielt svækker immunsystemet og stiller store krav til ekskretionen af affaldsstoffer. ”Rigtigt syg” bliver man så først igen, når den kroniske dysbiose har varet længe nok til at afsætte sine degenerative depoter i organismen.

Fase 5: Allergi/Intolerance. Denne fase ses indenfor biomedicinen som resultatet af en langvarig irritation af forsvarssystemet under den kroniske dysbiose. Vort immunsystem er, som bekendt, ikke beregnet på en sådan konstant påkaldelse og slet ikke på at blive slået tilbage, hver gang det mander sig op til dåd. Eftersom kampe i et skævt immunsystem og mod skjulte fjender aldrig kan vindes, fortsætter immunsystemet sin krig og ser til sidst fjender overalt. Dette er årsagen til, at allergier formerer sig, når de først er begyndt. Allergi er ikke en sygdom, men et symptom på et ubalanceret, overreagerende og skævt kodet forsvar.

Fortsætter denne proces, vil organismen nå frem til…

Fase 6: Depotdannelsen...

...hvor organismen er så fyldt med toxiner fra de latente betændelsesfoci, fra den dårlige ekskretion og fra medicin indtag, at den begynder at danne depoter og dermed egentlige  degenerative udviklinger, der senere bliver til de virkeligt kroniske sygdomme. Depoterne lægges som regel langs med den meridianbane eller i de vævstyper, som relaterer til det eller de belastede organer.

Mange mennesker lever i mange år, ja resten af deres liv, i denne fase og kæmper sig igennem så godt som muligt, dog med væsentligt nedsat potentiale. Andre går videre i den degenerative proces til…

Fase 7: Intracellulær Dysbiose. Også kaldet transformations- eller cancer-fasen. Dene fase karakteriseres af en dysbiotisk tilstand inde i selve cellerne og ytrer sig på det konkrete plan som cancerøse forekomster.

Ophobning af affaldsstoffer i fase 4-6 og den konkrete irritation og fejlkodning af immunsystemet fører sammen med yderligere forgiftning og ødelæggelse af hormon- systemet (bl.a. gennem kraftigt forbrug af medicin) til en sådan optrapning af den dysbiotiske tilstand, at cellerespirationen nedsættes, og cellemembran-potentialet formindskes katastrofalt.

Det er nemlig sådan, at cellemembran-potentialet er yderst afhængigt af forekomsten af de rigtige salte i de rigtige forhold, og at det er snævert forbundet med pH-værdien i blod og væv. Det er klinisk målt, at cancercellers membran-potentiale er på ca. 10 mv, hvor den normale raske celle ligger på mellem 40 – 70 mv, afhængigt af hvilken vævstype der er tale om.

På Quantum Clinic anvendes i mange tilfælde en tilpasset version af den biomedicinske model, såvel i forståelsen og forklaringen af helbredsproblemer som i behandlingerne. For en download af den fuldstændige version af Biomedicinens Forståelsesmodel (pdf, 15 sider), kan du klikke her.